[Video vil blive publiceret snartest]
I Danmark har debatten om privatliv og overvågning taget en ny drejning. Justitsminister Peter Hummelgaard har udskudt et omdiskuteret lovforslag, der skulle give Politiets Efterretningstjeneste (PET) nye beføjelser til at indsamle og analysere data om danske borgere. Men hvorfor denne udskydelse? Hvad siger lovforslaget, og hvorfor rejser det så meget bekymring? Endnu vigtigere: Har PET allerede de værktøjer, de beder om, og er lovforslaget blot en måde at legitimere eksisterende overvågning? Denne artikel dykker ned i sagen og stiller kritiske spørgsmål om, hvad der foregår i skyggen af offentlighedens blik.
I maj 2025 meddelte Justitsminister Peter Hummelgaard, at et lovforslag, der skulle give PET adgang til avancerede digitale værktøjer, blev sat på pause. Ifølge en artikel fra DR (8. maj 2025) skete dette efter kritik fra flere interesseorganisationer og politiske partier, som frygter, at forslaget går for vidt i at udhule borgernes privatliv. Kritikken centrerer sig om en bekymring, der vokser både i Danmark og internationalt: Overvågning, hvad enten det er på gaden eller online, er ved at blive normen snarere end undtagelsen. Hvad der engang var begrænset til situationer med "allerhøjeste nødvendighed" – som bekæmpelse af terrorisme – synes nu at omfatte bredere dele af befolkningen.
Men hvad står der egentlig i det omdiskuterede lovforslag? Ifølge Justitsministeriets pressemeddelelse fra 25. april 2025 skal PETs nye digitale værktøj – som nogle spekulerer i kunne være Palantir, en kontroversiel dataanalyseplatform – gøre det muligt at indsamle og analysere tre typer data:
- Offentligt tilgængelige oplysninger, såsom indlæg på sociale medier, offentlige registre, hjemmesider og nyhedsmedier.
- Data fra danske myndigheder, herunder sundheds- og sociale myndigheder, som vil blive forpligtet til at udlevere oplysninger til PET, hvis efterretningstjenesten anmoder om det.
- Data om personer, der primært ikke er hjemmehørende i Danmark, hvilket åbner for international overvågning.
Disse beføjelser lyder omfattende, men spørgsmålet er, om de overhovedet er nye. Har efterretningstjenester som PET – og deres kolleger i andre vestlige lande – ikke allerede disse muligheder? Og hvis de har, hvad er så formålet med det offentlige postyr omkring lovforslaget?
En teori er, at lovforslaget er en strategisk manøvre. Hvis PET allerede har adgang til avancerede værktøjer som Palantir gennem eksisterende lovgivning eller internationale samarbejder, hvorfor så bruge tid og ressourcer på et nyt forslag, der vækker så meget modstand? Er det for at vildlede befolkningen om omfanget af den eksisterende overvågning? Eller er det et forsøg på at styre, hvordan vi opfører os online – hvilke kilder vi bruger, og hvilke konklusioner vi drager? Disse spørgsmål peger mod en dybere bekymring: at overvågning ikke kun handler om sikkerhed, men også om kontrol over borgernes adfærd og meninger.
For at forstå denne problematik kan vi kigge mod historien. I 2013 blev Edward Snowden et globalt navn, da han afslørede NSAs PRISM-program, som samlede data om både amerikanske og udenlandske borgere. Men Snowden var ikke den første whistleblower, der pegede på ulovlig overvågning. Alligevel blev hans historie perfekt pakket ind til medierne, med interviews fra et hotel i Hong Kong og dækning i store aviser som The Guardian. Senere blev hans historie endda til en Hollywood-film. Men hvad hvis Snowdens rolle var mere kompleks, end vi tror?
En kontroversiel påstand er, at Edward Snowden fungerede som en kontrolleret oppositionsfigur – en disinformationsagent, hvis formål var at forme offentlighedens opfattelse af overvågning. Ægte whistleblowere får sjældent spalteplads i mainstream-medier eller Hollywood-produktioner. Ifølge den afdøde tyske journalist Udo Ulfkotte samarbejder store mediehuse i Europa og USA tæt med efterretningstjenester som CIA og NSA. Snowdens baggrund som tidligere CIA-medarbejder og den måde, hans historie blev rammesat uden større forklaringsproblemer, vækker mistanke. Var hans afsløringer designet til at skabe frygt og håbløshed – til at få os til at acceptere overvågning som en uundgåelig del af livet? Og vigtigere: Skjulte hans afsløringer andre, måske mere alvorlige, overvågningsprogrammer?
For at forstå PETs mulige motiver må vi kigge på, hvordan overvågning er blevet normaliseret gennem årene. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 vedtog USA Patriot Act, som gav myndighederne udvidede beføjelser til at overvåge både udenlandske og indenlandske borgere under dække af at bekæmpe "formodede terrorister". I Danmark har vi set lignende udviklinger. Dokumentaren K-Notatet (tilgængelig på danmarkpaafilm.dk) giver et indblik i, hvordan danske forsvars- og efterretningstjenester i stigende grad fokuserer på indenlandsk overvågning af udvalgte befolkningsgrupper. Eksisterende smuthuller i PETs lovgivning gør det muligt at indsamle og sammenkøre data uden borgernes viden, især gennem samarbejder med private aktører som Palantir eller internationale partnere som NSA.
Her kommer en kontroversiel pointe: Jeg mener, at PET allerede har de værktøjer, de beder om i det nye lovforslag. Gennem samarbejder med private firmaer og amerikanske efterretningstjenester kan PET omgå danske privatlivslove ved at bruge vage termer som "formodet terrorist" eller "antimyndighedsekstremist". Disse begreber, som blev populariseret efter Patriot Act, gør det muligt at retfærdiggøre overvågning uden konkrete beviser. Så hvorfor insistere på et nyt lovforslag? En mulighed er, at PET ønsker at gøre deres overvågning mere officiel – at få borgernes stiltiende accept af, at de bliver overvåget. En anden mulighed er, at de ønsker at aflede opmærksomheden fra, hvad de allerede gør i det skjulte.
Der er to primære metoder til at indsamle og analysere data: en officiel og en uofficiel. Den officielle metode går gennem internationale aftaler som Five Eyes, hvor lande som USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand udspionerer hinandens borgere for at omgå nationale love. Denne praksis gør det muligt for PET at få adgang til data om danske borgere gennem udenlandske partnere uden at bryde dansk lov.
Den uofficielle metode er mere skjult og potentielt mere problematisk. Et eksempel er mulige forbindelser til frimurerne, et hemmeligt selskab med indflydelse i Danmark. For eksempel er stormesteren for frimurerne i Danmark politiinspektør i Odense. Et andet eksempel er Mads Palsvig, tidligere formand for partiet JFK21, hvis logo nogle har bemærket ligner Palantirs. Palsvig, hvis far var frimurer, startede et overvågningsfirma i ung alder og har talt åbent om, at PET overvåger hans parti. Hans bemærkninger – som jokes om "sovende får" eller ordspil mellem "onanister" og "pacifister" – antyder en dybere viden om overvågningssystemer og potentiel adgang til sensitiv internethistorik blandt borgere. Kan frimurerne have adgang til en skjult database, måske ligesom Palantir, som bruges til at fremme deres interesser gennem placerede medlemmer i politiet, PET eller endda DSB? Denne tanke vækker spørgsmål om, hvor dybt korruptionen rækker i danske institutioner.
Den officielle metode er tæt forbundet med Big Tech. Twitter har tidligere samarbejdet med den amerikanske regering om censur og datadeling, og både Facebook og Google blev grundlagt med støtte fra DARPA, det amerikanske forsvars forskningsagentur. Dette gør det muligt for efterretningstjenester som CIA og NSA – og gennem dem PET – at få adgang til enorme mængder data. Palantir, skabt af Peter Thiel, er et centralt værktøj i denne sammenhæng. Dansk politi bruger allerede Palantir i deres efterforskningsarbejde, og det er svært at tro, at PET ikke også gør det, selvom de er underlagt Justitsministeriet og ikke hører sammen med politiet. Thiels vision om et transhumanistisk samfund, hvor teknologi og mennesker smelter sammen, rejser yderligere spørgsmål om, hvem der overvåges – og hvem der slipper.
PETs lovforslag kan være et forsøg på at gøre overvågning officiel – eller en distraktion fra, hvad de allerede gør. Palantir og lignende værktøjer peger mod en fremtid, hvor eliten undgår overvågning, mens almindelige borgere bliver overvåget døgnet rundt. Film som In Time eller Kinas sociale kredit-system giver et glimt af, hvor vi er på vej hen: et samfund, hvor privatliv er en luksus, og hvor kritiske stemmer risikerer at blive stemplet som "destabilisatorer". Vi må se igennem manipulationen og kræve gennemsigtighed. Hvem overvåger os, og hvorfor? Hvis vi ikke stiller spørgsmål nu, risikerer vi at miste vores frihed for altid.
