Teknologier såsom tv’et, og i mere moderne forstand internettet, har formet vores informations landskab og hertil vores samfund. Dette argument er blandt andet uddybt af professor Neil Postman i bogen med den tanke provokerende titel: "Vi morer os ihjel." Det vil med andre ord sige, at når teknologier blive introduceret i samfund stiller de krav til hvordan de kan blive brugt. I vores henseende betyder det at vores information har tilpasset sig deres medium.
Forfatteren kommer med et eksempel med Reagan og præsidental valget i 80'erne. Reagan, som er forhenværende skuespiller, så sig godt ud på tv, hvor andre ligeså håbefulde og kvalificerede kandidater ikke gjorde. Dette taget i betragning og at de politiske debater formede sig til hvad der var "bedst tv", altså underholdnings paradigmet, og ikke efter hvordan vi kunne fremme den bedste demokratiske samtale, havde en betydlig vigtighed i udfaldet af valget dengang. Et prangende eksempel i dag ville være Trump, ens egen holdning tilsidesat om personen, som også ser sig godt ud på tv og har formået at gøre politik og den demokratiske debat "underholdende" igen ville nogen mener. På denne måde kan mediumet, hvorfra vi får vores information, være med til, for eksempel, at diktere hvem der bliver valgt som præsident.
Indledningsvist vil jeg gerne forlade dig, læseren, med spørgsmål om hvad det har gjort ved vores demokrati. Når vores samfund bliver stillet overfor et problem vi skal takle sammen, hvilken betydning har tv'et og andre moderne former for kommunikation? Er vores så forvante medie vaner, det vil sige tænde for tv avisen hver dag kl. 18:30, blevet en erstatning for den ellers så vigtige samfunds diskurs ude i lokalsamfundene? Er selve det at vi taler sammen og bruger hinanden gået fallit og vores diskurs overladt til folk på tv? Er vi kommet tættere på hinanden eller længere væk både fysisk såvelt som i vores fælles virkelighedsforståelse på baggrund af denne kommunikations revolution?
Dette er ikke blot en intellektuel øvelse for akademikerer der sidder på universiteter og pontikfikere om livets store spørgsmål. Netop disse spørgsmål lægger an til en debat omkring hvorvidt vi har mistet selve evnen til at bruge hinanden og tale samme sprog i vores lokalsamfund, når vi bliver udfordret af problemstillinger, det falder mig hen at bruge covid-19 som eksempel.
Her er nogen nævneværdige interviews med Neil Postman: